BRUXELLES

Bruxelles er Belgiens hovedstad, og en skøn destination for storbyferie. Her finder man mange historiske seværdigheder, flot, gammel arkitektur, hyggelige kvarterer og meget mere.
Her er samlet 10 forslag på steder og seværdigheder, man skal opleve på din ferie i Bruxelles.
Grand Place – Arkitekturens centrum i Bruxelles

Grand Place er det helt store samlingssted i Bruxelles
Den centrale plads i hjertet af Bruxelles, Grand Place, er et must at besøge på din ferie i den belgiske hovedstad. Her er det som at blive taget tilbage i tiden, tilbage til Bruxelles i 1700-tallet, med de imponerende, gamle bygninger, der emmer af hemmeligheder og historie: Et fransk bombardement ødelagde Grand Place og størstedelen af de omkringliggende bygningerne i 1695. Hidtil havde Grand Place ellers i århundreder været brugt som byens primære markedsplads.
Efter bombardementet stod kun få bygninger tilbage, heriblandt skelettet af rådhuset. Bygningerne blev genopført og stod færdige 5 år senere, og medførte et nyt, unikt bycentrum: Den gotiske byggestil, i form af det gamle rådhus fra 1400-tallet, der blev genopbygget i sin oprindelige stil, og de ”nye” bygninger fra år 1700, i den tids barokke og renæssance byggestil. Bygningerne er siden blevet vedligeholdt og står i dag alle i flot stand og skaber fortsat en helt særlig atmosfære i det centrale Bruxelles.
Bygningerne der omkranser pladsen, er i dag både privatejede og offentligt ejede. Her finder man udover det flotte gamle rådhus også Bruxelles bymuseum, og mange fortovscafeer og barer foran de smukke guldudsmykkede gamle bygninger, der gør, at der især om sommeren er fuld af liv på den gamle plads. Her kan man slå sig ned med en typisk belgisk vaffel og en kop kaffe, og nyde den historiske atmosfære, på din tur til Grand Place. I 1998 kom Grand Place desuden på UNESCOs verdensarvsliste.
Atomium – Symbolet på Bruxelles og Belgien

Atomium er kendt som det internationale symbol på Bruxelles og Belgien
Med mere end 600.000 besøgende hvert år, er Atomium den mest besøgte turistattraktion i Bruxelles, og i dag kendt som det internationale symbol på Bruxelles og Belgien. De 9 sølvfarvede kupler, der mest af alt kunne minde om noget fra en science-fiction-film, giver een mulighed for at vandre en tur op ad utallige trapper op de forskellige kupler, op til 92 meters højde, hvor man har et imponerende syn over Bruxelles. Ønsker man ikke at gå de mange trapper op, findes der også en elevator op til kuplen med udsigtsposten. For dem, der ønsker en ekstra oplevelse, er det muligt på forhånd at bestille plads i restauranten i den øverste kuppel, enten til morgenmad, frokost eller aftensmad.
Atomium blev designet og bygget fra 1955 til 1958 i forbindelse med Bruxelles World’s Fair (Expo 58), som et symbol på fred mellem nationerne og det optimistiske syn på fremtiden med dens nye, moderne teknologi, der skulle gøre livet bedre for menneskeheden. Med denne tanke i baghovedet blev Atomium designet og fuldført af brødrene André og Jean Polak og ingeniøren André Waterkeyn. Atomium er det perfekte udflugtsmål for både børn og voksne, og man kan let komme hertil med den offentlige transport, f.eks. med metroen til stoppet Heizel.
Avenue Louise og Rue Neuve – Bruxelles store shoppinggader

Ønsker man en dag med shopping i både kendte, ukendte og lokale butikker og kæder, lige fra designer til souvenirs, er det et must for een at besøge Avenue Louise og Rue Neuve – For ikke at glemme de mange chokoladebutikker, med den populære belgiske chokolade.
Start shoppingturen med at tage metroen til Rogier. Herfra kan man starte shopping oplevelse i Bruxelles fra starten af gågaden Rue Neuve, og gå længere ind mod centrum. Her kan man holde kaffe- eller frokostpause på en af de hyggelige fortovscaféer og restauranter, inden du går videre. På din vej mod Avenue Louise kan man også gå et smut forbi Grand Place og/eller Manneken Pis, springvandet med den populære, lille bronzestatue af en tissende dreng.
Ønsker man i stedet at dele shoppingturen over 2 dage, kan man også tage metroen til Louise og derfra gå ned af Avenue Louise. Her i starten af gaden, ligger mange af designerbutikkerne, men er man ikke så meget til disse, kan du også tage et smut ned ad de hyggelige sidegader, eller gå en tur længere ned ad gaden, hvor man finder mere variation.
Jardin Botanique de Bruxelles – Den botaniske have i Saint-Josse
Den mere end 6 hektar store park, Jardin Botanique de Bruxelles, er beliggende tæt på centrum, og et must at besøge på ferien i Bruxelles. Her kan man opleve forskellige multikulturelle stilarter samlet på et sted: facader i engelsk stil, en italiensk inspireret have i midten, og bygninger i fransk barokstil. Parken blev indviet i 1829, og byder på et væld af forskellige planter, træer og blomster samt stier, springvand, statuer og gamle drivhuse med kupler og søjler.
Palais Royal de Bruxelles – Det kongelige palads i Bruxelles
I centrum af byen ligger det smukke gamle palads, ”Palais Royal de Bruxelles”, samt den tilhørende slotshave

Facaderne, som man ser dem i dag, er fra år 1900, da brande ødelagde dele af palæet over flere omgange, og de oprindelige facader også blev ødelagt. Den daværende Kong Leopold II igangsatte en renovation efter barokstilen fra Kong Louis XVI i 1700-tallet, og det er disse, man kan se i dag.
Om sommeren er der mulighed for en rundvisning inde på paladset, og ellers kan man nyde en gåtur i den kongelige park, der byder på stier, træer og springvand. I nærheden finder man også en række spændende museer.
Hortamuseet i Saint-Gilles – Art Nouveau stilens oprindelse
Hortamuseet, beliggende i Saint-Gilles bydelen, er dedikeret til den belgiske arkitekt og designer, Victor Horta. Horta var en af grundlæggerne for Art Nouveau-stilen, der er kendt fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. På Hortamuseet kan man i to flotte bygninger fra 1800-tallet opleve den autentiske art nouveau stil, der er flot bevaret: Indendørs er den oprindelige stil blevet beholdt i stor grad, med dekorationer, farvet glas og mosaikker, og du kan afhængig af besøgstidspunkt opleve forskellige udstillinger. Er du interesseret i arkitektur og kunst, er det bestemt et besøg værd at tage forbi Hortamuseet.
En række bygninger af Victor Horta er desuden på UNESCO’s verdensarvsliste, udover Maison & Atelier Horta, der huser Hortamuseet, er også Hôtel Tassel, Hôtel Solvay og Hôtel van Eetvelde, som man kan se og opleve rundt omkring i Bruxelles.
Porte de Hal/Hallepoort og museum – Et stykke af 1400-tallets Bruxelles
I Saint-Gilles star den flotte, gamle byport, Porte de Hal, oprindeligt bygget i 1381 i datidens gotiske byggestil. Porten blev bygget som en del af forsvarsmuren omkring Bruxelles. Bygningen emmer af historie, og har gennem tiden været udsat og brugt til lidt af hvert, bl.a. som militærfængsel, opbevaring af korn og som luthersk kirke.
Porte de Hal er over flere omgange blevet restaureret, og i dag huser den et museum, som er en del af ”Royal Museum of Art and History” i Bruxelles, hvor du bl.a. kan opleve bygningens historie og dens betydning gennem årene. Hver etage er dedikeret til forskellige typer af udstillinger, bl.a. fæstningsværkerne i Bruxelles.
En spændende og lærerig oplevelse venter i den historiske bygning.
Leopold-kvarteret – Det europæiske kvarter

EU institutionerne i Bruxelles der også er kendt som “EU’s hovedstad”
Når man er i Bruxelles, er det et must at tage forbi Leopold-kvarteret, også kendt som det europæiske kvarter, og se EU-institutionerne i de imponerende bygninger. Orker man ikke at vandre rundt i kvarteret mellem alle bygningerne, kører mange ”Hop-On-Hop-Off”-busser forbi, og køber man en dagsbillet til disse, kan man hoppe af og på som du vil, på de udvalgte stoppesteder.
Det Europæiske kvarter byder også på flot arkitektur, skønne parker og grønne oaser, hvor man kan slappe af med en belgisk øl, vaffel eller begge dele. Kvarteret byder også på mange barer og restauranter, særligt omkring Place du Luxembourg, Luxembourg-pladsen, hvor man kan nyde et måltid.
Parc du Cinquantenaire – Historiske oplevelser i Cinquantenaire Park
Det imponerende “triumfbue” monument er et kendetegn for Cinquantenaire Park

Cinquantenaire Park, også beliggende i Leopold-kvarteret, er en af de flotteste parker i Bruxelles, og byder på meget mere end blot en park: Her er både museer, monumenter, kunst og have, samt den flotte triumfbue-lignende bygning, der alt sammen har en tilknytning til Kong Leopold II, hvis ønske var at gøre Bruxelles til en lige så storslået by som Paris.
Cinquantenaire Park er en historisk oplevelse, som man bør se på ferien i Bruxelles.
Saint-Michels katedral – Belgiens nationale kirke
De flotte stensøjler er beklædt med skulpturer af de 12 apostle.

Saint Michels katedral er beliggende centralt i Bruxelles, og konstruktionen af kirken gik i gang helt tilbage i det 11. århundrede. Den oprindeligt romersk-katolske kirke er bygget i den franske gotiske stil, kendt fra tidsperioden, og er et imponerende syn. Indvendigt venter der også et magisk syn, trods flere ændringer gennem tiden, hvor både gotiske og barokke udsmykninger pryder infrastrukturen. De flotte stensøjler er beklædt med statuer af de 12 apostle med en flot barok prædikestol imellem, og farvede mosaikvinduer lader dagslyset danse ind under buerne og skaber en fortryllende atmosfære.
Er man interesseret i de katolske kirker og gammel fransk arkitektur, er Saint-Michels katedral bestemt et besøg værd.